Søg

Art`n`Decoration

En blog om kunst, kreativitet og personlig udvikling

Emneord

personlig udvikling

Maleproces – Selv engle siger f***

Når jeg maler, er det stort set altid en del af en personlig udviklings proces. En del af processen er refleksioner, hvor hver del af maleriet har en eller anden form for betydning.

En af mine store ønsker for min blog fremadrettet er at dele den proces og mine tanker. Men det er svært.. For det er meget sårbart.. Og en del af noget personligt.. Samtidig stiller det mig også i et kæmpe dilemma. Er det mine malerier der sælger eller er det “bare” en god historie? Jeg ønsker ikke at sælge min kunst som et brand eller “en god historie, og jeg køber det fordi det er synd for hende” agtig. Og det er heller ikke hensigten med at fortælle om mine refleksioner og udvikling. Mit store ønske er at fortælle om hvordan kunsten kan bruges i den personlige udviklings proces. Hvordan det at skabe noget, kan give et større indblik i sig selv og ens egne styrker og svagheder. At sælge et maleri en gang i mellem, at få lov til at udstille er bare en bonus. Det at male og skabe kunst skal ikke være mit levebrød. Det er mit redskab til et bedre liv med psykisk sårbarhed, og sådan ønsker jeg det skal være.

Men selvom det er svært og skaber et dilemma, så har jeg altså alligevel besluttet at jeg gerne vil dele lidt mere af den proces med resten af verden.

Continue reading “Maleproces – Selv engle siger f***”

SLIP FARVERNE FRI I DIN PERSONLIGE UDVIKLING

Brugen af farver er en stor og eventyrlig del af kunsten. Den er en stor del af lige netop dit personlige udtryk i dine billeder, og dermed også en del af din personlige udvikling. Farver er fulde af inspiration, liv og kreativitet. Hvordan vi bruger farverne i vores hver dag og i vores kunst har stor betydning. Dykker vi ned i farverne, og lærer hvilken betydning de har for os hver især, kan det åbne for en ny verden både i din kunst og i den personlige udvikling.

Rundt omkring på nettet gemmer der sig masser af viden om farvernes betydning. Du kan blandt andet tage et grundigt kig på http://www.farvernesbetydning.dk/

De skriver rigtig mange gode stikord, men det allervigtigste er ikke hvad andre skriver om betydningen af farver. Det vigtigste er hvilken betydning den enkelte farve har for dig? Hvilke farver omgiver du dig med i dit hjem? Hvilken betydning har det for dit humør? Og hvilke farver bruger du i din kunst? Ofte omgiver vi os med de farver vi godt kan lide, eller som giver os en god følelse inden i. Men når vi bruger farverne i kunsten kan samme farve få en helt ny betydning og måske endda gemme på et bestemt budskab.

Gå på farvejagt!

For at lære mere om dig selv, din kunst, farverne og hvordan vi kan bruge dem bevidst i vores personlige udvikling er en god gammeldags farve skattejagt en sjov og anderledes tilgang til farvernes univers.

Continue reading “SLIP FARVERNE FRI I DIN PERSONLIGE UDVIKLING”

Min kunst, min medicin, min recovery, min vej, mit håb

Kunst, malerier og recovery

Da jeg startede min recovery rejse havde jeg ikke nogen idé om at jeg ville nå så langt som jeg er kommet i dag. Jeg havde da slet ingen idé om hvor vigtig min kunst og kreativitet var for min vej. I starten var min kunst (dengang knap så seriøse tegnerier) en form for tidsfordriv i en hverdag hvor depression, angst og psykoser fyldte det hele. Det blev dog ret hurtigt klart for mig at det at være kreativ havde en stor betydning for mit indre mentale psykiske velvære.

Min kunst – mit frirum – min medicin

Kunst og kreativitet er mit frirum, – min medicin. Nok i særdeleshed det at tegne og male er et helt specielt frirum for mig. Det er her jeg kan dykke ned, og blive fri af tankemylder. Her kan jeg være mig. Her er ingen ansvar, ingen rengøring, ingen at tage hensyn til, bare mig. Her kan jeg få luft, og udtrykke mig. Komme af med frustrationer, sorg og glæde. Jeg finder en ro, som jeg ikke har så mange andre steder, og det er jo skønt at der ikke skal mere til en lidt maling, en pensel og et lærred eller en blyant og et stykke papir.

Continue reading “Min kunst, min medicin, min recovery, min vej, mit håb”

Recovery og kreativitet i 2021

Nogle gange sker der noget man ikke regner med. Noget som lige bringer en tilbage til det der virkelig betyder noget. For mig var det en mail. Et lille skriv om noget jeg næsten havde glemt igen eller i hvert fald smidt det ud af hovedet her under corona nedlukningen. Mailen var fra Recoveryskolen Randers. Endnu en gang var et par stykker af mine malerier valgt til at illustrere Recoveryskolens kursus katalog foråret 2021! Endnu en gang er jeg dybt taknemmelig og glad for den mulighed, fordi det er en sag der betyder enormt meget for mig. Jeg fik også valgt billeder ud sidste år (Det kan du i øvrigt læse lidt mere om her, hvis du har lyst) Men i år er det på mange måder anderledes, og har en anden, men ikke mindst lige så stor betydning!

Recoveryskolen Randers kursuskatalog Forår 2021

Sidste år betød det enormt meget for mig, fordi det var startskuddet til at nå et mål. En drøm, som jeg har haft længe, men af visse grunde udskudt og udskudt igen. Mit drøm er at kunne bruge min psykiske sårbarhed og levede erfaring i et samspil med min kreativitet til at hjælpe andre med psykisk sårbarhed videre i livet, når det er svært. At bringe dem håb, og gennem kreativitet give dem midlerne til at finde vejen i livet. Ligesom min kreativitet har hjulpet mig i min recovery.

Continue reading “Recovery og kreativitet i 2021”

Det bliver godt igen..

Eller gør det? Når man læser rundt på alverdens artikler og statistikker kan man nemt blive i tvivl. 

Danmark lukkede ned, og det samme gjorde jeg. Psykisk lukkede jeg døren til min hule og dykkede ned i et fokus rettet mod hjemmeskoling, kreativitet og børnepasning. Her næsten en måned efter står påsken for døren, og det er ikke mange dage siden at vores kære statsminister luftede mulighederne for at åbne Danmark stille og rolig op igen. 

Angsten for at blive syg og ikke mindst for at mine nærmeste bliver syge af den frygtede Corona har sat sig fast, og genåbningen giver kun nye bekymringer. Evnen til at tænke rationelt er nærmest ikke eksisterende. Så hvordan håndtere man den her bekymring og sygdoms angst?

 

Håndter din angst med regnbuen!  

Mange har de seneste uger oplevet en øget bekymring eller (forværring af) angst symptomer her gennem Corona krisen. Derfor er det nok heller ikke så underligt at jeg har oplevet mit første direkte panik angst anfald ud. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

Det skete et par dage efter Statsministerens første udmelding kom om at lukke Danmark ned. Jeg sad i sofaen og så fjernsyn. Børnene sov trygt i deres seng, og umiddelbart var der ikke nogen faktorer som udløste det. Det startede som kvalme, 5 minutter efter mærkede jeg den der knude i maven. Den der knude som fortæller at der er noget galt. Min vejrtrækning blev hurtigere og jeg fik det som jeg ikke kunne trække vejret. Dybe vejrtrækninger var vejen frem, og jeg fik ro på. Alligevel skete det igen et par dage efter. Jeg var ude at gå og snakkede i telefon med min mor. Selvom dybe vejrtrækninger og den bedste og mest forstående mor fik mig beroliget, irriterede det mig grænseløst, at min angst igen var blevet værre. At tegne blev min redning – igen! 

#detblivergodtigen – er en bølge af regnbuer, der skal give håbe til bekymrede børn gennem coronakrisen. Ved at bruge kreativiteten til at lave regnbuer får  børnene noget positivt at tænke på. Regnbuerne skal minde alle om, at alting bliver godt igen. Udover vejrtræknings øvelserne brugte jeg det aktivt mod min angst til at minde mig selv om, at det nok skal gå og ja alting bliver godt igen. 

img_20200330_0940036398879741586841851.jpg
Min #detblivergodtigen regnbue

Når tvivlen kommer tænker jeg på regnbuen. Derfor er mit bedste råd til dig der lige nu oplever stor bekymring og angst – Tegn eller lav en masse regnbuer! Træk vejret og mind dig selv om at det bliver godt igen. Derudover vil jeg råde dig til at følge psykiatifondens fantastiske råd så du kan komme godt igennem Danmarks genåbning. Det gør jeg selv. 

Tak fordi du læste med!

Find vej i DIN kunsteriske verden

Screenshot_20191022_073109I denne måned fik jeg mulighed for at udstille mine malerier. I den forbindelse blev jeg af flere omgange omtalt som kunstneren. Og det fik mig til at tænke; Hvornår kan man kalde sig kunstner?

I den forbindelse er den kunstneriske verden heller ikke nem at finde rundt i. Alle har flere forskellige meninger, og ingen virker til at have et konkret svar. For hvad er en kunstner?  Hvornår må man kalde sig selv kunster ? Og ikke mindst hvordan bliver man kunstner? Og hvad er der endnu vigtigere; hvad er kunst egentlig for en størrelse? Findes der iøvrigt rigtig og forkert kunst? Continue reading “Find vej i DIN kunsteriske verden”

Lidt om drømme, sårbarhed og kreativ recovery

Psykisk sårbar eller ej så har vi alle på et eller andet tidspunkt fået kendskab til recovery i løbet af vores liv. Recovery betyder at komme sig. At skabe en meningsfyldt og tilfredsstillende tilværelse ud fra egne præmisser og forudsætninger.  At være nødt til at lære ny livsmestring. At finde styrke og håb. At opdage og udvikle sine egne ressourcer er nemlig fælles for alle.

Det er ingen hemmelighed at jeg i min recovery proces, bruger mine kreative evner. Jeg bruger det til at finde et svar på livets mange spørgsmål. At male giver mig ro, og mulighed for at afreagere. Mine malerier fortæller historien om min recovery. En indre kamp for min  drømme,  for håbet, for retten til bare at være mig uden andres fordomme. En kamp mod angst, depression, og psykoserne. En kamp for livet. Det har jeg nu fået mulighed for at vise andre.

En af mine store drømme er at bruge mine malerier til at fortælle min historie, og øge kendskabet til hvad det kreative kan gøre for os i recovery processen. Som et lille led mod den store drøm indsendte jeg et par stykker af mine malerier til en katalogkonkurrence afholdt af Recoveryskolen i Randers. Og jeg var så heldig, at et par stykker af mine malerier blev udvalgt til at illustrere recoveryskolens nye Kursuskatalog for foråret 2020.  

Kurserne hos Recoveryskolen i Randers er iøvrigt GRATIS og åbne for alle der interesserer sig for recovery, enten i den personlige rejse eller fagligt, og henvender sig altså både til borgere med og uden psykisk sårbarhed. – Og kan iøvrigt varmt anbefales!

Jeg er selvfølgelig utrolig glad for at have fået den her mulighed for at vise mine malerier i forbindelse med Recoveryskolens arbejde ! Det betyder enormt meget for mig, og det er der en meget personlig grund til.

På et tidspunkt i min recovery proces mistede lokalpsykiatrien håbet for at jeg kunne få det bedre. Medicin kunne jeg ikke tåle, så det eneste de kunne tilbyde var samtaler. Det betød, at jeg var på egen hånd. Jeg havde malet og tegnet et stykke tid, men aldrig brugt det aktivt i recoveryprocessen. Da jeg for bare 2 år siden startede på et malehold hos Psykiatriens hus i Randers, havde jeg heller ikke regnet med, at det ville rykke mig synderligt meget. Men det gjorde det! Jeg fik arbejdet med mig selv, og fandt mine ressourcer. Jeg ved at arbejdet fortsætter og vil fortsætte længe endnu, men jeg har allerede lært mig selv bedre at kende. Jeg tør godt tro mere på mig selv, og jeg tør også drømme om fremtiden igen.

Tegninger og tanker fra barselsgangen

7. Maj 2019 var dagen mine 2 drenge kom til verden. De blev født ved planlagt kejsersnit i uge 32 og er født med en kampvægt på henholdsvis 1430 g og 1250 g.

Frustrationer!

Vejen hertil har ikke været uden komplikationer. Jeg har nærmest boet på sygehus op til 3 uger inden fødslen. Først indlagt, bagefter til kontrol og skanninger hver eneste dag. Ventetid og køretid satte i den grad tålmodigheden på prøve, og tankerne har konstant kørt i ring i hovedet. Frygten for at gå i fødsel og ende med akut kejsersnit har fyldt utrolig meget. Manglen på kontrol og nærmest ingen struktur har været alt overskyggende. Vi har bogstavelig talt levet fra skanning til skanning uden at vide om vi næste dag ville stå med vores drenge i armene. Selvom det har været en stress belastning, så var hver eneste dag, hver eneste time drengene kunne blive i maven og vokse vigtige. Derfor var det også svært følelsmæssigt, da man på den ene side ønskede at drengene blev i maven, og på den anden side ønskede man at det hele bare var overstået.

Frustrationer…

Livstræet!

Efter fødslen blev vi indlagt og tiden efterfølgende er gået hurtig. Den ene dag tager den anden og hver dag sker der noget nyt; nye ansigter, nye glæder, nye bekymringer, og nye ting at lære om sig selv og sine børn. Det er en følelsesmæssig turbulent rejse! En rejse hvor tiden er enormt vigtig! Vigtig for børnenes trivsel og udvikling. Tiden giver mine drenge og min familie styrke og mod til at vokse og blomstrer.

Livstræet

At tegne giver ro..

Jeg har brugt tegningerne som en slags terapi til at bearbejde og håndtere de oplevelser, tanker, frustrationer, bekymringer, glæde og følelser jeg har oplevet undervejs i forløbet op til og efter fødsel. Det har formået at give mig ro på dage hvor jeg har følt mig utilstrækkelig, træt, frustreret, bekymret eller ganske enkelt bare været ved at flyde over af det væld af følelser man bliver kastet ud i.

Kærlighed

Tak fordi du læste med!

At vokse – et proces maleri

“At vokse” er et personlig udviklings proces billede, der kun har været 6 måneder undervejs.

Processen er startet til min 25 års fødselsdag! Jep så blev man rigtig voksen! 25 år er sådan lidt en milepæl i ens liv – det var det i hvert fald for mig! Det er for mig den alder hvor man som minimum skal have en ide om hvilken vej man skal i livet både i forhold til familie og karriere. Jeg har altid gået en omvej, og det er okay, men jeg er så heller ikke endt der hvor jeg troede jeg skulle hen fra start af (men mon ikke vi alle sammen har haft det sådan på et tidspunkt?!). Meget af tiden har jeg faktisk heller ikke haft nogen anelse, om hvilken vej jeg faktisk skulle gå. Det har ofte været tilfældigheder, mennesker omkring mig der har skabt muligheder, og ikke min egne ønsker som har præget mit liv, men nok specielt præget min ultra korte “karriere”.

Derfor er det faktisk er et meget sigende maleri for min situation lige nu. Jeg vokser! Ikke kun fysisk på grund af min tvillinge graviditet, men også psykisk. Faktisk vokser rigtig mange ting omkring mig. Psykisk er der sket rigtig meget de sidste par måneder. En del er at jeg er gravid og jeg mentalt forbereder mig på det at skal være mor igen. En anden del er at jeg har haft mine billeder udstillet i 3 måneder, hvilket også satte gang i rigtig mange tanker omkring fremtiden og mine drømme – Udstillingen og min tanker kan du i øvrigt læse lidt om her..

Continue reading “At vokse – et proces maleri”

Website Built with WordPress.com.

Up ↑