Søg

Art`n`Decoration

En blog om kunst, kreativitet og personlig udvikling

Emneord

drawing challenge

Inktober – 31 tegninger på 31 dage

Oktober er lig med Inktober tid! Hele oktober fylder kunstnere fra hele verdenen de sociale medier med ink-drawings/blæk eller tusch tegninger. I år var jeg være med!

Inktober har eksisteret siden 2009 hvor kunsteren Jake Parker satte sig for at tegne i tegning hver dag – for at forbedre sine tegneevner med tusch og ikke mindst udvikle nogle gode tegnevaner. Lige siden har tegnere og kunstnere fra hele verdenen taget udfordringen op og fyldt nettet og de sociale medier med håndtegnede tusch illustrationer under hashtagget #inktober. – Og du kan også være med!

Ovenover kan du se den officielle Inktober 2018 udfordring. Nogle laver deres egen, men for mig sætter jeg lidt en ære i at lave den originale og få hele “ånden” i Inktober med.

Inktober tegninger 2018

Hurrraaa! Jeg klarede det!

Jep, jeg klarede sørme alle 31 Inktober tegneudfordringer, nogle nemmere end andre.

Var jeg ved at give op undervejs? Ja og nej! Jeg har altid været god til at lægge en plan og have et mål for hvad jeg skal nå. Sådan trives min krøllede hjerne bedst. Men jo jeg nåede et par kritiske punkter, hvor jeg overvejede om jeg skulle droppe at lave alle 31 tegninger. Det skyldtes primært en ret svær og krævende tid på privatfronten, og til dels mine forventninger til mig selv. Men da jeg fik skruet ned for egne forventninger, gik det meget bedre.

Jeg endte faktisk med at afsætte 30 min til max en time til at tegne hver aften. Og det fungerede rigtig godt. Om morgenen tjekkede jeg listen (der lå som skærmbillede på min mobil) så kunne jeg bruge dagen på at tænke over dagens udfordring og hvordan jeg skulle gribe den an.

Men…

Jeg brugte også rigtig meget energi, og efterfølgende har jeg været fuldstændig drænet og tom for nye tegne idéer.. I bund og grund trængte jeg efterfølgende virkelig til en pause..

Skal du være med til igen til næste år? Ja for p….! Ingen tvivl om at næste Inktober, skal jeg være med igen! Det er både udfordrende og krævende, men det er på samme tid også inspirerende og man lærer sine kreative evner meget bedre at kende, så jo jeg er klar. Og næste år ved jeg også lidt om, hvordan jeg kan klare presset og komme igen Inktober bedst muligt.

Inktober tegninger 2018

 

Mine bedste råd til næste Inktober udfordring!

De her råd er til dig, som overvejer eller som allerede har besluttet du vil være med til Inktober næste år.

  1. Sæt ikke dine forventninger for højt – Hele oktober flyder instagram over med Inktober tegninger, nogle mere detaljerige, kreative og smukkere end andre, men det handler virkelig ikke om andre. Det handler om dig! Inktober handler om at forbedre dine tegneevner uanset dit niveau. Hellere få tegnet 10 min hver dag, end at må stoppe  efter 4 dage, fordi du har for høje forventninger til dig selv. Du kan godt blive inspireret af andre instagram Inktober tegnere, men pas på, du ikke bliver overrumplet.
  2. Afsæt hver dag (helst på samme tidspunkt) den mængde tid du max vil bruge på dine Inktober tegninger. Lægger du en plan og følger den, bliver det meget nemmere for dig selv at gennemføre. Som tidligere skrevet afsatte jeg 20 min til en time hver aften, når sønnen var puttet. Det var det, der fungerede for mig, men måske er det noget helt andet som fungere for dig.
  3. Vær forberedt på næste dags udfordring. At været forberedt mentalt på hvad næste dags  tegneudfordring rummede, var alfa omega for mig. Så kunne jeg nemmere blive inspireret i løbet af dagen, og tegningen gik meget nemmere. Igen kan du sagtens blive inspireret af andre, men google kan også være en stor hjælp til en idé, hvis du en dag er fuldstændig blank, og tro mig, der skal nok være en dag eller 2, hvor du ikke aner hvad du skal tegne..

 

God fornøjelse!

PS: Hvis du ikke kan vente med at komme i gang, kan du altid søge på vores bedste ven google efter “30 days drawing challenge” – så ligger der flere forskellige forslag og idéer til tegneudfordringer. Du kan også blive inspireret af min DRAWING CHALLENGE – hvor jeg tegnede 30 forskellige tegninger på 30 dage. 

HUSK! Du kan se alle mine inktober tegninger på min instagram @artndecorationblog

 

Dag 29 “Drawing Challenge”

Lunte, tegnet med farveblyant

En af de sidste udfordringer: Tegn et kæledyr 

Her et forsøg på at tegne min og mine forældres hund Lunte. Jeg er egentlig ikke helt 100 procent tilfreds med denne her tegning. Jeg syntes, den mangler lidt i øjnene, den mangler lidt af dens livligere personlighed. Og alligevel syntes jeg der er nogle gode ting, nogle ting der er helt rigtige. Den ligner i hvert fald en hund, og det er da første skridt på vejen. Men min mor har altid sagt at øvelse gør mester, så jeg må jo bare prøve igen.

 Jeg har altid syntes at det er svært at tegne kæledyr. Det er ikke nemt at få dyrets personlighed med i tegningen, og jeg har stor respekt for dem som kan. Det er bare ikke det jeg kan, lige nu. Måske jeg får det lært med tiden. 

Nu er det sidste dag i morgen, og jeg laver med sidste tegning en lille opsamling på hvad jeg har fået ud af forløbet, og hvad jeg vil bruge det til. Måske du kan blive inspireret. 

Dag 27 “30 Days Drawing Challenge” 

Fisk, blyantstegning , str a4

“Tegn en fisk” var dagens udfordring. Og i dag var udfordringen ikke hvad jeg skulle tegne, men at have lysten til at gå i gang. Det var så lige en af de der dage, hvor jeg har været lidt død, og har haft mest lyst til at ligge under dynen med Netflix, og varm te. En af de dage hvor det der med at tegne er blevet udsat, fordi jeg sagtens kunne en finde en masse andre ting, jeg lige skulle have ordnet, udover at tilbringe min søndag foran Netflix. 

Det var først da alle andre gøremål, var ordnet, og sønnike var puttet, og der alligevel ikke var andet at se i fjernsynet ud over fodbold, at jeg fik lyst til at sidde lidt med blyanten, og her er så, hvad der kom ud af det i dag. 

Dag 26 Drawing Challenge 

dragemonster, akvarel

Dagens udfordring: tegn et monster 

Drenge elsker monstre, og også herhjemme har jeg ofte tegnet monstre sammen med sønnen, så man må sige jeg burde have lidt øvelse. Men når sønnen ikke er hjemme, så er moren altså tom for monster ideer og monstret jeg fik tegnet kom vist mest af alt til at ligne en lidt syg drage.

Dag 25 “Drawing Challenge”

Fossil, blyantstegning, str a5

Udfordring: Tegn et Fossil/Forstening  

Og jeg måtte Google igen! Et fossil er ikke noget jeg har tegnet før. Men med “How to draw” på Google kan man komme langt. Jeg kan efterhånden også trække en smule på mine erfaringer fra tidligere tegninger. Udfordringen er derfor ikke så stor mere, men til gengæld en ren fornøjelse. Viljen til at fortsætte er stor, men kommer helt sikkert på prøve de sidste 5 dage, da der kommer en del mere travlhed på hjemme og arbejdsfronten, end der har været.

Dag 5 “30 Day Drawing Challenge” 

Dagens udfordring: Tegn en superhelt 

En utrolig sjov tegneudfordring, der førte til en del snak i vores lille hjem. Drengene havde i hvert fald deres favorit superhelt! Sønnen var vild med både Spiderman og Batman, mens mandens favorit selvfølgelig var Superman! Jeg har aldrig haft en favorit superhelt, så det blev pludseligt svært at vælge. Skulle det var Superman, Spiderman, Batman eller måske en helt tredje?

I stedet for at vælge en bestemt superhelt, brugte jeg så lidt tid på at tænke over hvad alle de her superhelte egentlig har til fælles og hvorfor vi egentlig er så fascineret af dem. Og hvad er det egentlig med de der superhelte og deres kvinder, og ikke mindst kærligheden? Hvad er en superhelt? Og mangler vi egentlig ikke nogle flere kvindelige superhelte? 

Al tænkningen blev til den her (ret klassiske) superhelte tegning af superhelten der lige har reddet sin skønjomfru fra skurken.

Måske næste superhelte tegning skulle være af en kvindelig superhelt!? 


Dag 2 “30 Day Drawing Challenge” 

Udfordring 2: Tegn en bog 

Ja det er så tegning nummer 2, dejligt med en lidt mere neutral udfordring. 

I dag var det dog lidt hårdt at komme i gang. Med en hel dag på kursus, og en god omgang hovedpine, var det ikke lige tegning der stod øverst på min to do liste.  Og i går kørte der selvfølgelig igen en masse tanker. Det kan virke let at tegne en bog, men jeg syntes hele tiden at det ikke bare var en bog. Den skulle jo og gerne se flot ud,og måske endda udtrykke noget kunstnerisk, for er det ikke det alle forventer?  og igen flyver tankerne, om det er godt nok bare at tegne en bog ? Men det er det jo, for det er jo en “opgave” der skal løses, og igen burde jeg jo ikke tænke på hvad andre tænker. 

Til sidst kom jeg da i gang, og jeg er helt ok med resultatet. Ingen kan i hvert fald være i tvivl om at det er en bog. 

Dag 1 “Drawing Challenge” 

Første udfordring: Tegn dig selv! 

Så her er den! Min tegning af mig selv.

Dem der kender mig vil måske tænke det ikke ligner mig, hvor er brillerne og det lange hår? Forklaringen er at dette er nok nærmere en fortolkning af mig, Mit tænksomme kreative og til tider lidt tossede jeg. En fortolkning af mine følelser, når jeg viser andre mine tegninger, om det er i den virtuelle verden eller in real life.

Når jeg viser andre mine tegninger, har jeg altid allermest lyst til at blive et med væggene omkring mig, og først komme frem når mine tegninger igen er gemt væk. Primært er det selvfølgelig fordi jeg er utrolig usikker mig selv, og mine evner. Er jeg god nok ? De fleste siger “Tro på dig selv” og “Ikke ALLE behøver at kunne lide dine tegninger”, og det er fuldstændig sandt, ikke alle behøver at kunne lide mine tegninger, men det er bare nogen gange nemmere sagt end gjort.

Og når det er sagt, bliver dette helt sikkert et af de sværeste oplæg jeg nogensinde kommer til at lægge ud, men når det er gjort, vil jeg klappe mig selv på skulderen, og gå ud og lave mig en kop dejlig varm te at dulme nerverne med!

 

WordPress.com.

Up ↑