Når jeg maler, er det stort set altid en del af en personlig udviklings proces. En del af processen er refleksioner, hvor hver del af maleriet har en eller anden form for betydning.

En af mine store ønsker for min blog fremadrettet er at dele den proces og mine tanker. Men det er svært.. For det er meget sårbart.. Og en del af noget personligt.. Samtidig stiller det mig også i et kæmpe dilemma. Er det mine malerier der sælger eller er det “bare” en god historie? Jeg ønsker ikke at sælge min kunst som et brand eller “en god historie, og jeg køber det fordi det er synd for hende” agtig. Og det er heller ikke hensigten med at fortælle om mine refleksioner og udvikling. Mit store ønske er at fortælle om hvordan kunsten kan bruges i den personlige udviklings proces. Hvordan det at skabe noget, kan give et større indblik i sig selv og ens egne styrker og svagheder. At sælge et maleri en gang i mellem, at få lov til at udstille er bare en bonus. Det at male og skabe kunst skal ikke være mit levebrød. Det er mit redskab til et bedre liv med psykisk sårbarhed, og sådan ønsker jeg det skal være.

Men selvom det er svært og skaber et dilemma, så har jeg altså alligevel besluttet at jeg gerne vil dele lidt mere af den proces med resten af verden.

Dette maleri har fået titlen “selv engle siger f***” og det er faktisk meget sigende, når man tænker på den proces det er at turde sige “F*** det, jeg gør det! Jeg gør det selvom det er svært og sårbart!” Jeg springer ud i det. Ud over det må jeg bare konstatere at der også ligger en dybere proces bag. En lille pige. En sød englepige, der bare virkelig ikke gider at være en sød lille pige mere. En pige, der er træt af andres forventninger, men måske mest sine egne. En pige der har brug for at skrige F-ordet til hele verden, fordi alting bare bliver for meget. Fordi alle har en forventning om et eller andet, en forventning om at aftensmaden bliver serveret, en forventning om at tøj bliver vasket eller noget helt tredje. Og i stedet for at skrige ad verden, så hjælper det at gå lidt amok med en malepensel. Misforstå mig ikke. Jeg elsker mit liv, og jeg er en stor del af tiden en meget opdragen sød pige (måske faktisk mere en kvinde, men som den yngste bliver man altid kaldt en lille pige! Hvilket også kan blive ret frustrende!) men nogle gange vil jeg bare gerne have lov til at sige F-ordet, droppe alt ansvar og være MIG. Jeg gider faktisk ikke altid være den søde rare pige, slet ikke i de perioder hvor jeg har det skidt..

Har du det også sådan nogle gange?

Mit maleri “selv engle siger f***” symbolisere alt det og lidt til. Jeg fik øje på hvor meget jeg havde brug for at sige F-ordet højt! Og jeg fandt ud af hvor vigtigt det stadig for mig med balancen i at have MIG tid og have tid til alle de andre nødvendige og vigtige ting.

For mig er det en følelse der kommer en gang i mellem. Jeg er heldigvis blevet bedre til at tage Mig tid inden jeg når derud, hvor jeg er ved at brænde sammen, og syntes alt er ligegyldigt. Men jeg må da indrømme at i de perioder hvor mine fridage bliver til barnets første sygedag og mine andre børnefri timer bliver brugt på rengøring, arbejde eller min mand, der også trænger til opmærksomhed, så er det frustrationerne, trætheden og alt muligt andet kommer til at fylde alt for meget. Så har jeg brug for at sige F*** det og tage en gang MIG tid med en malepensel. Det er med en pensel eller blyant i hånden at jeg hurtigst falder til ro. Saks og et blad kan faktisk også gøre, at jeg kommer ned i gear, finder ro og får overskud til andre igen.