Nogle gange sker der noget man ikke regner med. Noget som lige bringer en tilbage til det der virkelig betyder noget. For mig var det en mail. Et lille skriv om noget jeg næsten havde glemt igen eller i hvert fald smidt det ud af hovedet her under corona nedlukningen. Mailen var fra Recoveryskolen Randers. Endnu en gang var et par stykker af mine malerier valgt til at illustrere Recoveryskolens kursus katalog foråret 2021! Endnu en gang er jeg dybt taknemmelig og glad for den mulighed, fordi det er en sag der betyder enormt meget for mig. Jeg fik også valgt billeder ud sidste år (Det kan du i øvrigt læse lidt mere om her, hvis du har lyst) Men i år er det på mange måder anderledes, og har en anden, men ikke mindst lige så stor betydning!

Recoveryskolen Randers kursuskatalog Forår 2021

Sidste år betød det enormt meget for mig, fordi det var startskuddet til at nå et mål. En drøm, som jeg har haft længe, men af visse grunde udskudt og udskudt igen. Mit drøm er at kunne bruge min psykiske sårbarhed og levede erfaring i et samspil med min kreativitet til at hjælpe andre med psykisk sårbarhed videre i livet, når det er svært. At bringe dem håb, og gennem kreativitet give dem midlerne til at finde vejen i livet. Ligesom min kreativitet har hjulpet mig i min recovery.

Recoveryskolen Randers kursuskatalog Forår 2021

For nå mit mål skal jeg tage Peer uddannelsen. En uddannelse der gør mig i stand til at hjælpe andre psykisk sårbarhed. Sidste år var startskuddet til at få skrevet en ansøgningen, og jeg var en af de 8 heldige, der slap gennem nåleøjet og fik en plads med opstart august 2020. Jeg er nu nået så langt, at jeg har fuldført alt undervisning, og er her i januar startet i min praktik. En praktik der fra start har sat en masse tanker i gang og ikke mindst tvivl omkring hvordan jeg skal være som Peer på arbejdspladsen. Andres forventninger til mig, mine egne forventninger, at skulle definere min rolle i det nye, men også er jeg god nok? Kan jeg overhovedet finde ud af det her? Så da jeg fik besked om at mine billeder endnu en gang var blevet valgt til kataloget, så fik det helt konkret den betydning at jeg blev husket på, hvad der faktisk var mit mål med at tage uddannelsen.

Derfor fik den mail en ekstra betydning. Den mail fik mig ikke bare bekræftet i at jeg er på rette vej. Den fik mig også skubbet tilbage på rette spor. Tilbage til udgangspunktet. Væk fra tvivl og forventninger. Jeg er ikke længere i tvivl om hvordan jeg ønsker min rolle som Peer skal være og hvad jeg ønsker den skal indeholde i min praktik og ikke mindst i fremtiden. Desuden tænker jeg ikke at det er helt utænkeligt at det også vil komme til at påvirke bloggen. Forhåbentlig kun på den positive måde 🙂

Du kan altid se det nyeste kursuskatalog med de fine illustrationer på Recoveryskolen Randers Facebookside, og hvem ved måske du får lyst til at tage et kursus eller 2 🙂