Slips, slips og flere SLIPS! Når jeg tænker på slips, kan jeg ikke lade være med at tænke på Sigurds Bjørnetime, der altid startede med Sigurd der skulle vælge et slips. Det var da også sådan jeg havde det, da jeg hev fat i min søde mor, og sagde jeg manglede slips! Hun havde heldigvis en bunke liggende, der egentlig skulle have været lavet til nederdel. Heldigt for mig var den idé ikke kommet meget videre, så jeg havde lidt at vælge imellem. Idéen med slipse slangen faldt jeg over på Pinterest, og den skulle jeg da bare lave til mine drenge.

Til denne DIY slipse slange skal du bruge: 1 stk slips, nål, tråd, knapper, pudefyld og et stykke rød filt.

Sådan laver du din egen slipseslange

  1. Klip slipset i den ønskede slangelængde, og sy enden af slipset sammen
  2. Fyld slipset med pudefyld.
  3. Inden du lukker af; Klip en firkant, der passer til størrelsen på slipset og en lang strimmel med slids i enden, som skal udgøre slangens tunge. Firkanten skal syes fast under den tykkeste del af slipset for at lukke af og udgøre en del af slipse slangens mund. Sy også slangens tunge fast, og luk af.
  4. Sy øjne på og din DIY slipse slange er færdig og klar til leg!

Nemme slanger i de skønneste farver som ungerne elsker at tosse rundt med!

BONUS – Sy nem baby-slips til de små drenge!

I starten klippede jeg et stykke af slipset af, så slangen ikke blev alt for lang. I stedet for bare at smide det afklippede stykke ud, tænkte jeg at det måtte kunne bruges til noget. Vi stod faktisk og skulle til fest, og derfor var det oplagt at sy et par små baby-slips til mine 2 små drenge.

Til at lave de små slips skal du bruge: Lille rest slips, et elastik, nål og tråd

Sådan laver du nemt et slips til baby

  1. Klip et lille stykke af dit rest slips – cirka 2 – 3 cm
  2. Fold omkring slipset, så den ligner en slipsknude. Sy sammen.
  3. Sæt elastik i.
  4. Så er baby – slipset færdig og klar til næste fest!
DIY Slips til de små

Er du også helt vild med kreativ genbrug og recycling? Så kunne nogle af mine tidligere blogindlæg med kreativ genbrug måske inspirere dig.

Tak fordi du læste med!