Vores samfund er for generelt præget af tendensen til at alting skal være perfekt, specielt på de sociale medier som Instagram og Facebook. Selvom vi er vidt forskellige mennesker hver især, er det alligevel utrolig vigtigt at man ikke stikker alt for meget ud fra samfundets normer. Man skal helst se ud på en bestemt måde, eller opføre sig på en bestemt måde. Man skal helst have en uddannelse og i øvrigt helst afslutte med 12-taller, få et godt job, finde en kæreste, købe et hus, få børn, få kørekort og egen bil, spise økologisk, have en bmi under 30, og jeg kan blive ved. Selvom det er hårdt stillet op, og mangfoldigheden i den grad er blevet større, kan vi ikke komme udenom, at der stadig er en snakken i krogene, eller der bliver kigget en ekstra gang, hvis man stikker ud fra samfundets normer. Det kan skabe en følelse af at man skal forsvare sig selv og sin måde at leve på eller se ud på.

Har jeg ret?

Måske? Jeg fik i hvert fald lyst til at udtrykke mig med et lille kunstværk!

Er du perfekt eller menneske? – 3d kunst

En bog på mdf plade. En retskrivningsordbog. Delt op i 2 – Menneske til venstre – Perfekt til højre. Tigeren symbolisere hvordan mennesket bevæger sig ind i bogen på den  uperfekte,  og kommer ud af bogen helt perfekt. Ligesom os når vi poster et billede på Facebook. Puslespilsbrikkerne symboliserer hvordan det at være perfekt udad til er et puslespil at få til at hænge sammen. Hvid, sølv og guld farver for det rene og perfekte. En krone over året perfektion. Ligesom ordet perfekt er rammet ind af diamant lignende sten. Den anden side er rodet, farverig, og består af min lille familie i hjørnet (de 5 dinoer – mig, min mand og vores 3 drenge) Skårene er vores byggesten. Vi sidder på den “uperfekte”, den menneskelige side. For vi er langt fra perfekt. Vi er bare mennesker. Bogen er limet sammen og kan kun åbnes et sted. På dette sted er ordet “Håb” understreget. Fordi der er et håb for os alle. Uanset hvor perfekt uperfekte vi er eller føler os hver især.

Er du perfekt eller menneske? – Close up on details

 

Hvilken side kan du bedst lide? Er du perfekt eller menneske?