7. Maj 2019 var dagen mine 2 drenge kom til verden. De blev født ved planlagt kejsersnit i uge 32 og er født med en kampvægt på henholdsvis 1430 g og 1250 g.

Frustrationer!

Vejen hertil har ikke været uden komplikationer. Jeg har nærmest boet på sygehus op til 3 uger inden fødslen. Først indlagt, bagefter til kontrol og skanninger hver eneste dag. Ventetid og køretid satte i den grad tålmodigheden på prøve, og tankerne har konstant kørt i ring i hovedet. Frygten for at gå i fødsel og ende med akut kejsersnit har fyldt utrolig meget. Manglen på kontrol og nærmest ingen struktur har været alt overskyggende. Vi har bogstavelig talt levet fra skanning til skanning uden at vide om vi næste dag ville stå med vores drenge i armene. Selvom det har været en stress belastning, så var hver eneste dag, hver eneste time drengene kunne blive i maven og vokse vigtige. Derfor var det også svært følelsmæssigt, da man på den ene side ønskede at drengene blev i maven, og på den anden side ønskede man at det hele bare var overstået.

Frustrationer…

Livstræet!

Efter fødslen blev vi indlagt og tiden efterfølgende er gået hurtig. Den ene dag tager den anden og hver dag sker der noget nyt; nye ansigter, nye glæder, nye bekymringer, og nye ting at lære om sig selv og sine børn. Det er en følelsesmæssig turbulent rejse! En rejse hvor tiden er enormt vigtig! Vigtig for børnenes trivsel og udvikling. Tiden giver mine drenge og min familie styrke og mod til at vokse og blomstrer.

Livstræet

At tegne giver ro..

Jeg har brugt tegningerne som en slags terapi til at bearbejde og håndtere de oplevelser, tanker, frustrationer, bekymringer, glæde og følelser jeg har oplevet undervejs i forløbet op til og efter fødsel. Det har formået at give mig ro på dage hvor jeg har følt mig utilstrækkelig, træt, frustreret, bekymret eller ganske enkelt bare været ved at flyde over af det væld af følelser man bliver kastet ud i.

Kærlighed

Tak fordi du læste med!