
Til min polterabend for snart ca 1½ år siden lavede vi ler, og det var fantastisk sjovt! Vi lavede blandt andet bladskåle, og det er her jeg har idéen fra. Og det er virkelig sjovt at lege med ler, men bruger man rigtig ler, skal det helst brændes. Her er blev selvhærdende ler svaret, og heldigvis er det blevet rigtig populært og man kan få det rigtig mange steder.
Jeg har købt mit i Tiger, det koster kun en flad 20,- og er til prisen rigtig fint og lækkert at arbejde med. Det skal siges at Jeg har afprøvet Fimoler og min erfaring er, at det lynhurtigt bliver tørt, og en smule trælst at arbejde med. Der holder leret fra Tiger sig blød og lækker i længere tid, og det gør det nemmere at arbejde med, og et plus er, at det heller ikke koster særlig meget. Nogle er måske uenige med mig, og det er helt ok. Jeg vil anbefale at man prøver sig frem, og finder det man selv bedst kan lide at arbejde med.
Men for at gøre en historie kort, kom min søn til mig engang hen i efteråret og ville gerne lave julegaver til sine bedsteforældre og oldeforældre. Derfor gik vi en lang tur i skoven, hvor vi hyggede og samlede blade. Da vi kom hjem, hjalp vi hinanden med at lave bladskåle i selvhærdende ler. Det var super nemt og blev til nogle rigtig flotte kreative gaver .
Til at lave bladskåle i selvhærdende ler skal du bruge: Selvhærdende ler, blade fra skoven, en kagerulle, en køkkenkniv, nogle tallerkerner eller glas og lidt akryl maling
Sådan gør du:
- Gå en tur i skoven og find blade, gerne i forskellige størrelser og udformninger. Store blade kan blive til fine skåle, og små blade kan bruge til stearinlys.
- Læg leret på en tør overflade og rul det med kagerullen til den er ca. 0,5 cm i tykkelsen. Pas på det ikke bliver alt for tyndt, da det nemmere kan knække når det er tørt.
- Læg jeres blade ovenpå, og skær forsigtigt rundt om bladene. Lad bladet blive siddende og læg forsigtigt leret over en skål eller et glas.
- Lad det tørre i 24 timer.
- Når det har tørret kan du forsigtigt vende skålen og trække bladet af. Lad tørre endnu 12 – 24 timer mere, inden du maler. og gør bladskålen færdig. Ved at lade bladskålene tørre 2 gange kan du på denne måde sikre at dine bladskåle holder formen, og samtidig får strukturene fra bladet overført til leret uden at mønstret bliver ødelagt.
En nem kreativ gave som børnene nemt kan være med til at lave! Og hvem elsker ikke at lege med ler?
Har du prøvet at lave ler selv? Læs hvordan det gik, da jeg prøvede her.
LIKE og Følg med på Facebook: Art’n’Decoration by Lærke Emilie
Eller følg med på Instagram: søg efter @artndecorationblog.com
Skriv et svar